Betingelser

Her kan du læse vores Betingelser for labels købt online som kontantkunde hos GLS.
Hvis du vil læse vores Generelle Betingelser for kontraktkunder, skal du klikke her.

Version 43C. Gældende fra 1. februar 2021

1. Anvendelse

1.1 Disse Betingelser gælder for alle aktiviteter udført af General Logistics Systems Denmark A/S (herefter GLS), ved køb af label på send.gls.dk til pakkeforsendelse fra en GLS PakkeShop. Disse Betingelser gælder for vores kunde, uanset om aktiviteterne bliver ud­ført af GLS eller en af vores Distributionspartnere.

2. Transportydelsens omfang

2.1 GLS tilrettelægger og gennemfører distribution af pakker - herunder sortering og levering.

2.2 Pakker sendt via en PakkeShop må maksimalt veje 20 kg.

Minimum og maksimum størrelse som GLS distribuerer:

  • Minimum 10 x 15 x 1 cm
  • Maks. 200 cm på længste side og maks. 300 cm i længde + omkreds
  • Til private modtagere i Sverige maks. 140 cm på længste side.

2.3 Der kan kun sendes pakker til lande inden for EU.

2.4 Det er afsenders ansvar at få en kvittering for afsendelse af pakker.

2.5 Pakker kan kun udleveres ved henstilling på et nærmere angivet sted efter skriftlig aftale herom mellem GLS og hhv. modtager (fuldmagt) og afsender (DepositService). GLS betragter pakken som korrekt leveret, når pakken er stillet på aftalte sted.

2.6 GLS kan levere til enhver person på modtageradressen. Det er modtagers eget ansvar at viderebringe til en evt. att. person. I visse lande kan der forekomme nabolevering, hvis modtager ikke træffes på adressen.

2.7 Hvis GLS ikke træffer nogen på mod­tageradressen, indleverer GLS pakken i en GLS PakkeShop eller et GLS depot. Modtager får information herom. Efter 10 hverdage returnerer GLS pakken til afsender.

2.8 GLS forbeholder sig ret til at levere til en anden PakkeShop end den af kunden valgte.

2.9 GLS kan afvise at modtage en pakke, eller returnere en pakke, som ikke er forsvarligt emballeret, eller ikke er egnet til pakkedistribution.

2.10 På mindre ø’er kan forekomme særaftaler om levering. Oversigt udleveres ved forespørgsel.

3. Distribution

3.1 GLS’ kunde er ansvarlig for tilstrækkelig og forsvarlig emballering samt mærkning med én (og kun én label) fyldestgørende label på pakken. Kun­den skal være opmærksom på, at pakker, der er strappet eller tapet sammen, ikke erstattes, hvis de kom­mer fra hinanden.

Sker dette, erstatter GLS kun den pakke, der har labelen på. GLS foretager ikke emballagekontrol og erstatter ikke beskadigelser på pakker, hvis GLS vurderer, at emballeringen ikke var tilstræk­kelig og forsvarlig.

3.2 Der må kun benyttes GLS standard- labels, såvel i størrelse som i farvetone. Labels må ikke bøjes om pakken, eller påsættes så stregkoder og tekst ikke kan læses/scannes. Label skal placeres på pakkens største flade.

3.3 Pakker skal være emballeret, så de kan behandles i et automatisk sorteringsanlæg, hvor det ikke er muligt at tage ekstra hensyn til pileafmærkninger, glasmærker, forsigtig­mærker og lignende.

3.4 Porcelæn, glas, teknisk udstyr, herunder fladskærme, computer-, it-, laserudstyr og andre skrøbelige varer skal emballeres i en kraftig yderemballage (papkasser eller andet transportegnet emballage). Den indre em­ballage skal bestå af tætsiddende, stødabsorberende materiale (ved teknisk udstyr skal det være formstøbt).

Emballagen skal passe til indholdet. Alle hulrum skal fyldes med et velegnet materiale til at beskytte indholdet. Afsender skal sikre, at der ikke kan ske for­skydning, tryk eller stød, hverken genstan­dene imellem eller mellem indholdet og pakkens yderemballage.

For at beskytte indholdet, skal labelen placeres på den største flade på pakken.

3.5 Skade forårsaget af rystelser på interne komponenter, der ikke er fikseret ekstraordinært under transporten, dækkes ikke af GLS.

3.6 Glasemballerede varer og varer med flydende indhold skal sendes i en yderemballage, der er velegnet til distribution med GLS. Der skal anvendes en indre emballage, der beskyt­ter varerne mod ydre påvirkninger og som absorberer og forhindrer evt. udsivning fra varerne. Afsender skal sikre, at der ikke kan ske for­skydning, tryk eller stød, hverken genstan­dene imellem eller mellem indholdet og pakkens yderemballage.

3.6.1 I tilfælde af skade på varer, der risikerer at skade personel, materiel eller andre pakker, forbeholder GLS sig retten til at destruere indholdet.

3.7 GLS distribuerer ikke:

3.7.1 Til postboksadresser.
3.7.2 Dæk
3.7.3 Farligt gods (dog undtaget begrænset mængde LQ). Begrænset mængde (LQ) er ikke muligt ved transport med skib eller fly.
3.7.4 Levende eller døde dyr samt urner.
3.7.5 Våben, våbenattrapper herunder soft guns, og våbendele samt aktiv/ inaktiv ammunition eller eksplosive elementer.
3.7.6 Let fordærvelige varer og tøris.
3.7.7 Kontanter
3.7.8 Varer, som det strider mod lovgiv­ningen at importere, eksportere eller di­stribuere i afsender-, modtager- eller tran­sitlande.
3.7.9 Afgiftspligtige varer som f.eks. ciga­retter, tobak og alkohol til levering uden for Danmark.
3.7.10 Gods transporteret i henhold til TIR-konventionen.
3.7.11 Pakker, som det strider mod gældende sanktionslove at distribuere, f.eks. pga. indhold, tiltænkt modtager eller det land, de skal sendes fra eller til. Sanktionslove omfatter alle love, forskrifter og vedtægter, der pålægger lande, enkeltpersoner eller enheder sanktioner (herunder handelsrestriktioner og økonomiske sanktioner), herunder uden begrænsninger de sanktioner, der pålægges af FN, EU og EU-medlemsstater.

3.8 GLS kan uden varsel afvise eller afbryde distribu­tionen ved mistanke om ovennævnte.

3.9 Kunden er forpligtet til at erstatte ethvert direkte eller indirekte tab, som påføres GLS, GLS’ Distributionspartnere eller andre kunder som følge af indhold nævnt under pkt. 3.7.3 til 3.7.11 og ethvert direkte eller indirekte tab som følge af utilstrækkelig emballering jf. pkt. 3.2-3.6.

3.10 GLS er ikke forpligtet til at undersøge, om pakken indeholder varer listet i pkt. 3.7.2 til 3.7.11 eller til at undersøge, hvorvidt emballeringen er tilstrækkelig jf. pkt. 3.2-3.6.

4. Betaling og gyldighed

4.1 Online køb af pakkelabels betales med betalingskort eller MobilePay.

4.2 GLS trækker beløbet efter bestilling af online pakkelabel.

4.3 GLS refunderer ikke det allerede betalte beløb ved returnering af pakker.

4.4 Kunden vil efter bestilling af pakkelabel modtage en elektronisk ordrebekræftelse.

4.5 Labelen er gyldig i 14 dage regnet fra datoen på ordrebekræftelsen. Herefter er det ikke længere muligt at scanne labelen i GLS PakkeShop.

5. Fortrydelsesret og tilbagebetaling

5.1 Ved online køb af pakkelabel sker leveringen af labelen straks, hvorfor fortrydelsesretten bortfalder i henhold til Forbrugeraftaleloven.

5.2 Det er muligt for kunden at fortryde sit køb, indtil ydelsen er taget i brug eller senest 14 dage efter datoen på ordrebekræftelsen.
5.2.1 Hvis kunden ønsker at benytte fortrydelsesretten, så skal formularen på vores hjemmeside udfyldes og sendes til GLS.

5.3 Benytter kunden fortrydelsesretten og ønsker at få tilbagebetalt sine penge, vil dette ske hurtigst muligt, dog senest efter 5-7 bankdage.

6. Reklamation

6.1 Anmeldelse af skade/manko skal ske skriftligt på www.kontaktgls.dk.

6.2 Der gælder følgende frister for rekla­mation:

6.2.1 Ved skade på eller manko i indhold, skal kunden eller modtager reklamere til GLS inden for 5 hverdage efter levering, idet samtlige krav ellers fortabes.
6.2.2 Ved manglende eller forsinket leve­ring skal kunden eller modtager reklamere til GLS senest 6 måneder fra afsendelsesdato. GLS må søge efter en pakke i op til 10 hverdage regnet fra dagen for efterlysning.

6.3 GLS skal have fotos af beskadigede pakker og emballage. Ellers kan GLS forlange, at modtager skal stille den beskadigede pakke klar til afhentning på leveringsadressen i original emballage. Er dette ikke muligt, mistes retten til erstatning.

6.4 Hvis den beskadigede pakke flyttes fra modtagers adresse før det har været muligt for GLS at besigtige pakken (jf. pkt. 6.3), bortfalder retten til erstat­ning.

7. Uanbringeligt gods

7.1 GLS sælger uanbringeligt gods (hvor det ikke har været muligt at fastslå rette ejermand) på offentlig auktion efter 90 dage.

8. Forældelse

8.1 Ved skade på eller manko i gods skal der anlægges retssag mod GLS inden 1 år fra leveringsdato (jf. pkt. 2.5 til pkt. 2.10) eller fra den dag, hvor GLS har afsendt be­sked om forgæves leveringsforsøg, jf. pkt. 2.7.

8.2 I andre tilfælde (bortkomst, forsinkelse m.m.) skal retssag anlægges mod GLS inden 1 år fra den dag, hvor tabet tidligst kunne konstateres.

9. Ansvarsbegrænsning

9.1 GLS er ansvarlig for pakken fra GLS PakkeShop modtager den (mod kvittering eller scanning), og til pakken er le­veret jf. pkt. 2.5 til pkt. 2.10, eller indtil GLS berettiget afbryder distributionen.

9.2 GLS’ ansvar er begrænset til følgende:

9.2.1 GLS erstatter maks. 4.500 kr. pr. pakke ekskl. fragt. Erstatningsbeløbet kan dog maksimalt udgøre pakkens værdi.

9.2.1.1 Værdiansættelse sker som følger:
9.2.1.1.1 Nye varer værdiansættes til den dokumenterede kost­pris ekskl. moms.
9.2.1.1.2 Brugte varer værdiansættes til den aktuelle omsætningsværdi eller den dokumenterede kost­pris, hvor den laveste værdi er gældende.

9.2.2 GLS kan ikke holdes ansvarlig for forsinkelse, der skyldes forhold nævnt i pkt. 3.1 til pkt. 3.7.11. Hvis tab i forbindelse med bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse skyldes handlinger eller undladelser fra kundes eller modtagers side, er GLS under ingen omstændigheder erstatningsansvarlig.

9.2.3 Ved forsinkelse erstatter GLS kun fragtprisen for den forsinkede pakke. GLS erstatter kun ved forsinkelser på mere end 10 hverdage fra den forventede leverings­dato.

9.2.4 Hvis en bortkommet pakke fremskaffes indenfor 15 hverdage fra accept af erstatning og den erstattede værdi overstiger 1.000 kr., fakturerer GLS det erstattede beløb til kunden. Varer, der fremskaffes efter accept af erstatning, returneres altid til kunden, medmindre der er udbetalt fuld salgspris i erstatning.

9.2.5 GLS erstatter ikke skade på temperaturfølsomme varer (der beskadiges, går til grunde eller kvalitets-forringes, som følge af temperatur-udsving), let fordærvelige varer, levende eller døde dyr samt urner.

9.2.6 GLS erstatter ikke yderemballage.

9.2.7 GLS erstatter ikke kontanter, gavekort, lodsedler, billetter, skrabelodder og lignende.

9.3 GLS erstatter ikke afsavnstab, driftstab, tabt fortjeneste, kurstab eller andre indirekte tab. GLS er ikke ansvarlig for tab som følge af om­stændigheder, der kan karakteriseres som force majeure, arbejdsstandsning, strejke, krig, terrorhandlinger, naturkatastrofer, cyberangreb m.v.

10. Persondata

10.1 Det er kundens ansvar at sikre de af GLS ønskede persondata er korrekte og lovligt kan overdrages til GLS.

10.2 Alle persondata, som GLS modtager, er omfattet af GLS’ databeskyttelsespolitik, som til enhver tid fremgår på GLS’ hjemmeside.

11. Værneting

11.1 Alle tvister om disse Betingelser skal af­gøres efter dansk ret.

11.2 Retten i Kolding skal som første instans være værneting for alle tvister om disse Be­tingelser.

12. Klagemulighed

12.1 En klage over GLS kan indgives til Trafikstyrelsen, Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V eller på info@tbst.dk.