Generelle Betingelser - GLS Express

Hvis du vil læse vores Generelle Betingelser for kontraktkunder indenfor pakkedistribution, skal du klikke her .

Hvis du vil læse vores Generelle Betingelser for private afsendere, kan du finde dem her .

Version 41. Gældende fra 1. marts 2024

1. Anvendelse

1.1. Disse Generelle Betingelser gælder for alle aktiviteter udført af General Logistics Systems Express A/S herefter kaldet GLS. De Generelle Betingelser gælder for dig som kunde, uanset om aktiviteterne bliver udført af GLS eller en af vores samarbejdspartnere.

1.2. Medmindre andet er nævnt i disse Generelle Betingelser eller på anden måde skriftligt aftalt mellem GLS og kunden, vil reglerne i Nordisk Speditørforbunds Almindelige Bestemmelser (NSAB 2015) være gældende.

2. Transportydelsens omfang

2.1. GLS tilrettelægger og gennemfører transport af forsendelser, herunder sortering og levering.

2.2. Forsendelser over 20 kg leveres og afhentes kun i stueplan, medmindre der er elevator tilgængelig på adressen.

2.3. Paller bliver leveret, ved vognsiden så nær modtagers dør i gadeplan, som praktisk muligt eller på anvist rampe/plads, hvor lastbilkørsel uhindret kan ske. Kurer – transporter af forsendelser direkte fra afsenderadresse til modtageradresse

2.4. GLS leverer i udgangspunktet forsendelser til den i bookingen angivne person på modtageradressen.

2.5. Forsendelser kan udleveres ved henstilling på et nærmere angivet sted efter skriftlig aftale (fuldmagt) mellem GLS og hhv. modtager eller afsender, i så fald betragter GLS forsendelsen som korrekt leveret, når forsendelsen er henstillet på det aftalte sted.

2.6. Hvis GLS ikke træffer nogen på modtageradressen kontaktes afsenderen for nærmere aftale omkring alternativ levering. Er det ikke muligt at komme i kontakt med afsender i umiddelbar sammenhæng med leveringssituationen, vil GLS kunne sende forsendelsen retur til kunden for kundens regning, medmindre andet er særskilt skriftligt aftalt. Distribution – Special håndterede forsendelser i et standardiseret distributions setup

2.7. GLS leverer i udgangspunktet forsendelser til den i bookingen angivne person på modtageradressen.

2.8. Forsendelser kan udleveres ved henstilling på et nærmere angivet sted efter skriftlig aftale (fuldmagt) mellem GLS og hhv. modtager eller afsender, i så fald betragter GLS forsendelsen som korrekt leveret, når forsendelsen er henstillet på det aftalte sted.

2.9. Hvis GLS ikke træffer nogen på modtageradressen kontaktes afsenderen for nærmere aftale omkring alternativ levering, medmindre andet er særskilt skriftligt aftalt.

2.10. Er det ikke muligt at komme i kontakt med afsender i forbindelse med forgæves leveringsforsøg indenfor 10 hverdage, sender GLS forsendelsen tilbage til kunden for kundens regning.

2.11. GLS kan levere til enhver person på modtageradressen, såfremt AdresseeOnlyService ikke er aktivt tilvalgt. Det er modtagers eget ansvar at viderebringe til en evt. att. person.

3. Distribution

3.1. Kunden er ansvarlig for tilstrækkelig og forsvarlig emballering til vejtransport og manuel håndtering. Uemballerede forsendelser transporteres for kundens eget ansvar.

3.2. Alle forsendelser og specielt porcelæn, glas, teknisk udstyr, herunder fladskærme, computer-, it-, laserudstyr og andre skrøbelige varer skal emballeres i en kraftig yderemballage (papkasser eller andet transportegnet emballage). Den indre emballage skal bestå af tætsiddende, stødabsorberende materiale (ved teknisk udstyr skal det være formstøbt). Emballagen skal passe til indholdet. Alle hulrum skal fyldes med et velegnet materiale til at beskytte indholdet. Afsender skal sikre, at der ikke kan ske forskydning, tryk eller stød, hverken genstandene imellem eller mellem indholdet og forsendelsens yderemballage.

3.3. Skade forårsaget af rystelser på interne komponenter, der ikke er fikseret ekstraordinært under transporten, dækkes ikke af GLS.

3.4. Glasemballerede varer og varer med flydende indhold skal sendes i en yderemballage, der er velegnet til distribution med GLS. Der skal anvendes en indre emballage, der beskytter varerne mod ydre påvirkninger og som absorberer og forhindrer evt. udsivning fra varerne. Afsender skal sikre, at der ikke kan ske forskydning, tryk eller stød, hverken genstandene imellem eller mellem indholdet og forsendelsens yderemballage.

3.5. I tilfælde af skade på varer, der risikerer at skade personel, materiel eller andre forsendelser, forbeholder GLS sig retten til at destruere indholdet.

3.6. GLS distribuerer ikke:

3.6.1. Til postboksadresser.

3.6.2. Farligt gods, dog undtaget begrænset mængde. Farligt gods i begrænset mængde er ikke muligt ved transport med skib eller fly.

3.6.3. Menneskelige jordiske rester, levende eller døde dyr samt aske af disse.

3.6.5. Kontanter, pengerepræsentativer, ædelstene, kunstværker.

3.6.6. Varer, som det strider mod lovgivningen at importere, eksportere eller distribuere i afsender-, modtager- eller transitlande.

3.6.7. Afgiftspligtige varer som f.eks. cigaretter, tobak og alkohol til levering uden for Danmark.

3.6.8. Gods transporteret i henhold til TIR-konventionen.

3.6.9. Forsendelser som strider mod gældende sanktionslove, f.eks. pga. indhold, tiltænkt modtager eller det land, de skal sendes fra eller til. Sanktionslove omfatter alle love, forskrifter og vedtægter, der pålægger lande, enkeltpersoner eller enheder sanktioner (herunder handelsrestriktioner og økonomiske sanktioner), herunder uden begrænsninger de sanktioner, der pålægges af FN, EU og EU-medlems-stater.

3.7. GLS forbeholder sig retten til, til enhver tid at afvise genstande, der på grund af deres beskaffenhed eller indpakning kan udsætte GLS eller GLS-medarbejdere for fare, eller beskadige andre forsendelser eller anlæg, samt som kan virke stødende eller krænkende.

3.8. GLS kan uden varsel afvise eller afbryde distributionen ved mistanke om at forsendelsen ikke lever op til de i pkt. 3.1. - 3.7. nævnte krav.

3.9. Kunden er forpligtet til at erstatte ethvert direkte eller indirekte tab, som påføres GLS, GLS’ samarbejdspartnere eller andre kunder som følge af indhold nævnt under pkt. 3.1. - 3.7. og ethvert direkte eller indirekte tab som følge af utilstrækkelig emballering jf. pkt. 3.1. - 3.4.

3.10. GLS er ikke forpligtet til at undersøge, om forsendelsen indeholder varer listet i pkt. 3.6.2. - 3.6.9. eller til at undersøge, hvorvidt emballeringen er tilstrækkelig jf. pkt. 3.1. - 3.4.

3.11. Forsendelser skal til en hver tid overholde gældende lovgivning og det er til en hver tid afsenders ansvar at forsendelsen overholder lovgivningen og at det mærkes korrekt. Dertil er det også afsenders ansvar at informere GLS om transportens indhold i forbindelse med transport af risikoemner eller følsomme emner som eksempelvis men ikke udelukkende, våben, våbendele, farligt gods, dokumenter med følsomme oplysninger eller indhold, temperaturfølsomme produkter, letfordærvelige produkter, højværdi genstande, osv.

3.12. Ved forsendelser der ikke overholder ovenstående, forbeholder GLS sig retten til at afbryde distributionen og vil kunne sende forsendelsen retur eller destruere denne for afsenders regning.

4. Betaling

4.1. Transporten sker iht. gældende prisliste og aftale. Prislisten eller tilbud kan til enhver tid rekvireres hos GLS.

4.2. Betaling skal ske jf. betalingsbetingelserne i kundens GLS-aftale. Ved betaling herefter lægger GLS 2% rente til beløbet pr. påbegyndt måned. Ved negativ udvikling i kundens økonomi kan GLS ændre i betalingsbetingelser samt faktureringsintervallet.

4.3. Kunden må ikke foretage modregning i GLS’ fakturaer.

4.4. Eksport-/importforsendelser til/fra lande udenfor EU er underlagt særlige toldregler og krav. Kunden er forpligtet til uden unødigt ophold at meddele GLS alle nødvendige informationer for både at udføre og indføre varer til/fra ikke EU-lande korrekt, senest samtidig med afhentning/indlevering af forsendelsen til GLS. Specifikke regler for udvalgte import-/eksportlande kan fremsendes på anmodning.

4.5. Hvis fragt eller andre omkostninger skal betales af modtager, og modtager ikke betaler, skal kunden betale dette beløb til GLS. Ved levering uden for EU kan GLS opkræve alle beløb (inkl. moms og told) hos kunden, hvis modtager ikke betaler rettidigt. GLS er i disse tilfælde aldrig forpligtet til inkassation over for modtager.

5. Tilbageholds- og panteret

5.1. GLS har tilbageholds- og panteret i varer for alle ubetalte omkostninger, som kunden ikke har betalt til GLS.

5.2. Betales disse omkostninger ikke, kan GLS på betryggende vis sælge varer, så de ubetalte omkostninger bliver dækket. GLS skal, så vidt muligt og i god tid, informere kunden om disse planlagte handlinger.

6. Reklamation

6.1. Skader eller mangler skal anmeldes skriftligt til GLS på claims.express@gls-denmark.com.

6.2. Der gælder følgende frister for reklamation:

6.2.1. Ved synlige skader på eller manko i indhold, skal kunden eller modtager reklamere til GLS inden for 24 timer efter levering, idet samtlige krav ellers fortabes.

6.2.2. Ved skjulte skader på eller skjulte manko i indhold, skal kunden eller modtager reklamere til GLS inden for 7 dage efter levering, idet samtlige krav ellers fortabes.

6.2.2. Ved manglende eller forsinket levering skal kunden reklamere til GLS umiddelbart efter forsinkelsen dog senest 6 måneder fra afsendelsesdato. GLS må søge efter en forsendelse i op til 30 hverdage regnet fra dagen for efterlysning.

6.3. GLS skal have fotos af beskadigede forsendelser og emballage. Billederne skal tydeligt dokumentere både den indvendige og udvendige emballage. Ellers kan GLS forlange, at modtager skal stille den beskadigede forsendelse klar til afhentning på leveringsadressen i original emballage. Er dette ikke muligt, mistes retten til erstatning.

6.4. Hvis en beskadiget forsendelse flyttes fra modtagers adresse, før det har været muligt for GLS at besigtige forsendelsen (jf. pkt. 6.3) bortfalder retten til erstatning.

7. Uanbringeligt gods

7.1. GLS sælger uanbringeligt gods (hvor det ikke har været muligt at fastslå rette ejermand) på offentlig auktion efter 90 dage.

8. Forældelse

8.1. Ved skade på eller manko i forsendelser skal der anlægges retssag mod GLS inden 1 år fra leveringsdato (jf. pkt. 2.4. til pkt. 2.11.) eller fra den dag, hvor GLS har afsendt besked om forgæves leveringsforsøg, jf. pkt. 2.6. og 2.9.

8.2. I andre tilfælde (bortkomst, forsinkelse m.m.) skal retssag anlægges mod GLS inden 1 år fra den dag, hvor tabet tidligst kunne konstateres.

9. Ansvarsbegrænsning

9.1. GLS er ansvarlig for forsendelse fra GLS’ modtagelse af forsendelsen (mod kvittering), til forsendelsen er leveret jf. pkt. 2., eller indtil GLS berettiget afbryder distributionen jf. pkt. 3.

9.2. GLS er udelukkende ansvarlig i henhold til NSAB 2015, hvilket blandt andet betyder, at GLS maksimalt erstatter 8,33 SDR pr. kg. medmindre andet er aftalt særskilt og skriftligt

9.3. GLS erstatter ikke indirekte tab, driftstab, tabt fortjeneste eller andre tab. GLS er ikke ansvarlig for tab som følge af omstændigheder, der kan karakteriseres som force majeure, arbejdsstandsning, strejke, krig, terrorhandlinger, naturkatastrofer, epidemier, cyberangreb m.v.

9.4. Udbetaling af erstatning for hel/delvis bortkomst kan betinges af, at modtager underskriver en erklæring på tro og love om ikke at have modtaget den pågældende forsendelse.

10. Persondata

10.1. Det er kundens ansvar at sikre de til brug for udførelsen af GLS-ydelsen påkrævede persondata, er korrekte og lovligt kan overdrages til GLS.

10.2. Alle persondata, som GLS modtager, er omfattet af GLS’ databeskyttelsespolitik, som til enhver tid fremgår på GLS’ hjemmeside. GLS agerer som led i transporten som selvstændig dataansvarlig.

11. Øvrige forhold

11.1. GLS henviser til at vores kunder til en hver tid skal anvende korrekt og opdateret markedsføringsmateriale omkring GLS og GLS Group. For konkrete formuleringer henviser vi til ”Hjælpetekster til Webshop”

11.2. GLS forbeholder sig retten til, til hver en tid at ændre de generelle betingelser.

12. Værneting

12.1. Alle tvister om samarbejdsaftalen samt om disse Generelle Betingelser skal afgøres efter dansk ret.

12.2. Retten i Kolding skal som første instans være værneting for alle tvister om samarbejdsaftalen og om disse Generelle Betingelser.